Brug Twitter i pressemeddelelser

Sådan bruger du Twitter i pressemeddelelser

Jeg fortæller dig her, hvordan museer og kulturvirksomheder kan bruge Twitter strategisk i pressemeddelelser, og hvordan Twitter aktivt kan understøtte dine budskaber.

Twitter ikke er noget stort socialt medie i Danmark, men i PR-sammenhænge er det det allervigtigste af alle. I Danmark har 350.000 en Twitter-konto. Heraf er 70.000 aktive brugere, også kaldet tweeps.

Det lyder af få, men lad dig ikke snyde. Hvad de mangler i antal, har de i indflydelse. Mange tweeps er netop journalister, og dem er der flere end 5000 af i Danmark. Og dertil kommer, at mange meningsdannere og politikere er meget aktive på Twitter. Det er præcis de folk, vi ønsker at ramme med vores pressemeddelelser.

Det er især strategiske og fagpolitiske udmeldinger, som Twitter er god til at understøtte. Det er ikke pressemeddelelser af kom-og-oplev-typen eller en pressemeddelelse om, at museumsbutikken sælger julepynt.

Hvis du vil have succes med din pressemeddelelse på Twitter, skal du tænke Twitter-formen helt ind i formuleringerne i din pressemeddelelse. Og når du tweeter din pressemeddelelse, skal du udnytte de fordele, som Twitter giver dig.

Når andre retweeter din pressemeddelelse eller tweeter citater og bringer dine pointer videre, så skaber det synlighed og fokus på dine budskaber og dagsordner. Det kan du arbejde med strategisk, og på den måde fremmer du dine interesser.

Gør din pressemeddelelse egnet til Twitter

På Twitter er det kort og hurtigt. Du har kun 140 tegn at gøre godt med; lige nu kører Twitter dog et ikke voldsomt populært forsøg med at give udvalgte brugere op til 280 tegn.

Når du twitter din pressemeddelelse, har du i virkeligheden kun 120 tegn til at sælge et kort og klart budskab med essensen af historien. Husk, at du skal efterlade 20 tegn til et link til hjemmesiden med pressemeddelelsen, som du forkorter på bitly eller en anden linkforkorter.

Den korte form komprimerer dit budskab i en bouillonterning. Det tvinger dig til at formulere dig kort og koncist og fyre din pressemeddelelse af med et kort, fyndigt og slagkraftigt udsagn, som fanger opmærksomheden og tilskynder til deling via retweets.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at tweete et link til pressemeddelelsen på hjemmesiden med oplysning om, at du er der nyt. Nogle tænker så langt, at de bruger overskriften i tweetet. Det er fint, men hvorfor ikke skærpe det? Tænk på tweetet som en trompet, der basunerer dit budskab ud.

Twitter-egnede citater

Du skal derudover skrive nogle korte fængende twitter-egnede nøglecitater ind i pressemeddelelsen. Det er små påskeæg, som andre tweeps kan skære ud af teksten og citere i deres tweets og retweets. På den måde fremmer du  dit budskab og dine interesser med citater, som for eksempel sætter fokus på fagpolitiske dagsordener og skaber debat.

Screendump Twitter
Dagens citat på Twitter. Det overholder ikke helt kravet om maksimalt 120 tegn, men det illustrerer pointen om, at twitter-egnede citater er med til at sprede budskabet, og det viser hvorfor, du skal indkorporere Twitter i pressemeddelelser.

Et godt twitter-citat er kort, klart og overraskende. Det rammer pointen på sømmets hoved. Det indeholder gode metaforer eller allegorier, og det fanger en stemning eller en følelse.

En tidligere kollega beskrev i en artikel i Politiken en 3000 år gammel hat med påsyede guldspiraler som en helt vanvittig techno-hat, og at hattens bærer lignede et gyldent pindsvin. Det blev det mest benyttede og retweetede citater fra den artikel. Det var nemlig ikke lige den slags overraskende udtalelser, man forventede af en arkæolog.

Omvendt. Hvis du har en dårlig sag, så vær varsom med de twitter-egnede citater. De risikerer at sætte negativt fokus på de ømme punkter og kan forfølge dig i lang tid. Tænk bare på disse to statsministercitater: ’Der kommer en god løsning i morgen.’ og: ’Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.’

Jeg håber, jeg har ansporet dig til aktivt at bruge Twitter i pressemeddelelser. Du er velkommen til at kontakte mig. Se her, hvordan jeg kan hjælde dig med sociale medier.

Se her, hvad du kan gøre for at få din historie i de digitale medier.

Skriv en kommentar