Museer og museumsfolk frames ofte som støvede og kedelige, når nye ambitiøse formidlingstiltag og udstillinger præsenteres for offentligheden.
Det skete senest, da Køges borgmester Marie Stærke var med til at præsentere Jim Lyngvild som den rette mand til at designe et nyt museum for nordisk mytologi på vikingeborgen, Borgring, ved Lellinge på Østsjælland.
»Netop fordi garvede museumsfolk ikke synes, han er det [den rette mand]. Jeg kan godt lide hans lidt provokerende stil for den skaber debat og rykker os. Han vækker fantasien bedre, end når man står og kigger på en glasmontre med flinteøkser”.
Citatet stammer fra BT den 9. november og findes ordret gengivet i Politiken samme dato.
Jeg ønsker såvel Marie Stærke som Museum Sydøstdanmark og Jim Lyngvild tillykke med støtten til en ny attraktion. Mit ærinde er ikke at kritisere projektet, men anfægte den måde borgmesteren præsenterer museumsplanerne på og give hende et godt råd.
Tal ikke andre ned
Med sine ord iscenesætter Marie Stærke garvede museumsfolk som generelt værende imod provokatøren Jim Lyngvild og dermed implicit være imod forandringer og nye måder at formidle historie på museer. Hun fortsætter med underforstået at indikere, at museumsfolk er fantasiløse mennesker, hvis kreativitet ikke rækker længere end til at putte flintøkser i glasmontrer.
Marie Stærke benytter her et alt for udbredt greb, hvor man taler sig selv op ved at tale noget andet ned med en kunstigt skabt modsætning. Det nye museum på Borgring fremstår endnu mere appetitligt og dynamisk på en bevidst billiggjort baggrund, som om projeket ikke er i stand til at stråle af egen kraft.
Marie Stærke er såmænd ikke den første til at bruge dette greb i museumsverdenen. I Danmarks Radios reality-dokumentar ”Ranes Museum”, som jeg anmeldte på POV International, fremstilles Nationalmuseet, som en sovende Tornerose, der skal vækkes, ikke af en prins, men af Klodshans i Rane Willerslevs skikkelse.
Både Marie Stærkes udtalelser, og måden Nationalmuseet frames på i Ranes Museum bragte sindene i kog på de sociale medier. Jeg ved, at der ude i museumsverdenen findes kreative arkæologer, historikere og formidlere, som skaber kreative udstillinger, flytter grænserne for god formidling og forsøger at rejse midler til nye udstillinger. De ærgrer sig over at blive sat i bås som tørre fagnørder, der fanget i forældede formidlingsformer skaber kedelige udstillinger, som ingen gider se.
Jeg indrømmer, at jeg har sat tingene lidt på spidsen, og der findes museer og udstillinger, som har set bedre dage. At disse ikke er fornyet skyldes langt fra, at danske museumsfolk lever op til det billede, som Marie Stærke og andre tegner, men snarere, at det er en stor og omkostningsfuld opgave at forny udstillinger og museer. Det er alle mulige andre faktorer end kreativ fattigdom, der står i vejen for fornyelse.
Anerkend andre
Og nu nærmer jeg mig mine kommunikative pointer.
I stedet for at tale i nedslidte klichéer og grave grøfter med sin kommunikation, hvorfor så ikke bygge bro. Hvorfor ikke anerkende de garvede fagfolk som en ressource og kreditere dem for deres kvalifikationer og kompetencer. Der går ikke skår af hverken Køges borgmester eller et ambitiøst museumsprojekt af at anerkende andres faglighed i sin kommunikation.
Var jeg Marie Stærke, havde jeg nok sagt sådan her:
”Jeg kan godt lide hans lidt provokerende stil for den skaber debat. Jeg glæder mig til at se, hvordan han og kompetente fagfolk smeder viden og fantasi sammen i en levende og fagligt dybt forankret formidling, hvor viden og iscenesættelse gensidigt beriger hinanden”.
Derfor lyder mit råd: Lad være med at tale andres fagligheder ned for at sætte jer selv i et bedre lys. Vær i stedet anerkendende. Det kommer I meget længere med, og I undgår berettiget kritik.
Mit råd gælder naturligvis også den anden vej rundt, hvis der mod forventning skulle sidde en støvet museumsperson derude et sted.
Læs her, hvad jeg mener om, at historien hele tiden skal skrives om.
Foto: Per Rasmussen / Museum Sydøstdanmark.
.jpg){kind=link}