Sådan skriver du gode citater i dine pressemeddelelser

Citater liver op i din pressemeddelelse. Jeg fortæller dig i dette indlæg, hvad der er et godt citat og vejleder dig i: Sådan skriver du gode citater. De gør din pressemeddelelse mere naturlig. Det øger også troværdigheden, når nogen lægger navn til det, pressemeddelelsen formidler. Og så er det sjovt at skrive citater.

Brug derfor lidt tid på citaterne. Det lønner sig, fordi man med citater kan sige det mere frit og mere personligt, når ordene kommer fra en navngiven person.

Hvad kan citater bruges til?

Med et godt citat i pressemeddelelsen kan du meget præcist understøtte og fremhæve de væsentligste budskaber, og du kan understrege de særligt vigtige pointer. Når den citerede forklarer og begrunder, så fremstår budskabet langt mere tydeligt og troværdigt.

Et citat er også velegnet til at præsentere målsætninger, visioner og værdier. Den slags risikerer at fremstå fluffy og noget højtstemt, men kan løses op og foldes ud med et velformuleret citat, som i talesprog skaber klarhed og jordforbindelse.

Hvis du arbejder med produktrelateret PR, så er citater gode til meget præcist at naile og understrege de fordele, der er ved produktet, og den værdi det skaber for brugeren. Det øger troværdigheden, at nogen anbefaler produktet, og samtidig er citatet en god lejlighed til at bringe et call to action.

Er man havnet i en krisesituation, så egner citater sig særdeles godt til at forklare sig og forsvare sig. Og har man behov for at undskylde, så fremstår undskyldningen langt mere ægte, når den kommer fra en person. Jeg vil gå så langt som til at sige, at en undskyldning altid skal gives via et citat.

Sådan skriver du gode citater

En journalist på et nyhedsmedie er forpligtet til at citere sine kilder ordret, men i en pressemeddelelse er du friere stillet. Det er okay at konstruere citaterne, men brug helst de ord, som den citerede selv benyttede i det forudgående interview. Og laver du PR for dig selv i dit enmandsfirma, så er det helt okay, at du citerer sig selv.

Det er et spørgsmål om balance, hvor mange citater, du skal have med. I en pressemeddelelse på en enkelt side er det naturligt med et par citater og maksimalt tre.

Når du citerer, er det vigtigt, at du har præsenteret den citerede person, inden vedkommende udtaler sig; så er læseren med.

Eksempel: Regeringens forslag om afgiftslettelser glæder Niels Nielsen, direktør i Danske Brandbil Producenter. ”Citat”, siger Niels Nielsen.

Det er vigtigt, at dine citater er er skrevet, så de ikke fremstår konstruerede. De skal være mundrette, naturlige og falde, som den citerede ville sige det og afspejle personen bag citatet.

Lad så vidt det er muligt, citaterne vise den glæde, overraskelse, indignation, eller hvad det nu er, den citerede føler. Der kan dog være emner, situationer og sammenhænge, hvor det er nødvendigt at fremstå formel i sine citater.

Det er min erfaring, at i det talte sprog benytter vi langt færre punktummer, end vi gør på skrift. Citér derfor i en sammenhængende ordstrøm, og tænk over de stedord og bindeord, der skal kæde sætningen sammen. Det er blandt andet ord såsom: som, der, og, om, men, eller, derfor, således, når, samt, mens. Jo bedre du er til at bruge bindeord og flette, jo længere mundrette citater kan du skrive, uden at de bliver knudrede.

Men hvis den citerede har meget at sige, så kan du med fordel bide citatet over på følgende måde: ”Citat”, siger Niels Nielsen og fortsætter: ”Nyt citat”.

Sådan angiver du citater i en pressemeddelelse

Journalisterne er som regel ikke i tvivl om, hvor citater begynder og slutter, men eftersom mange pressemeddelelser også lægges på afsenders og interessenternes hjemmesider, er det pasende at vende, hvordan man angiver sine citater.

– Talestregen er min favorit og benyttes af mange aviser. Det er en enkelt, diskret tankestreg sat ved citatets begyndelse.

”Citationstegn” er også diskret, men mere tydelig end talestregen, og det er citationstegn, vi lærer at bruge i skolen.

Kursiv: Nogle fremhæver citater med kursiv for at fjerne enhver tvivl om, at det er et citat. Det er i mine øjne er et overkill, som ødelægger læserytmen, men det sikrer, at også dem på bageste række er med.

Og husk så, at variere måden kilden udtrykker sig på. Det er trivielt, når kilden hele tiden siger ”siger”, når de nu også kan ”fortælle”, ”forklare” og ”udtale”.

Som sagt: Sådan skriver du gode citater, men har du behov for assistance så kontakt mig.

Læs også mit blogindlæg: Få nyhedskriterierne forklaret for museumesfolk. Læs mit indlæg med seks gode råd om at udsende pressemeddelelser.

Skriv en kommentar