En beretning om krisehåndtering

Klokken  lidt i fem om morgenen søndag den 28. april 2013 ringede telefonen. Jeg nåede den ikke, men der var lagt en besked. Det var ikke en festbrandert, som ringede forkert nummer for at få en taxa hjem, men Nationalmuseets sikringschef med besked om, at Frihedsmuseet brænder. En alvorlig krise havde ramt Nationalmuseet, og nu skulle museets krisekommunikation og krisehåndtering stå sin prøve.

Da jeg nåede frem var branden under kontrol. Brandvæsnet og museets ansatte bar genstande og arkivalier ud af bygningen. Bortset fra en vogn med TV2 News’ logo var der hverken presse eller nogen tilskuere.

Det var ret fredeligt og forbavsende udramatisk. Men ikke ret længe for Nationalmuseets krisestab, som i løbet af dagen fik brug for alt, hvad de vidste om krisehåndtering i medierne.

En kort briefing viste: Ingen var kommet til skade. Branden var under kontrol. På det tidspunkt var ingen genstande eller arkivalier gået tabt; intet havde lidt uoprettelig skade.  Men der var langt fra fuldt overblik. Alle arbejdede på højtryk for at redde mest muligt  væk fra flammerne.

Det var det budskab, jeg kort tid efter viderebragte live på TV2 News og til DR Nyheder. Og det var hovedbudskabet i dagens krisekommunikation. Det var det budskab alle i pressen og på de sociale medier fik den dag.

I takt med at brandvæsnet og museets folk tømte museet og sendte flyttebil efter flyttebil til Nationalmuseets konservatorer i Brede, kunne jeg briefe pressen om, at nu var så og meget reddet ud, og intet var endnu gået tabt i branden.

Som dagen gik, steg håbet om, at Frihedsmuseet var sluppet ualmindelig heldigt fra branden.

Klokken 17 kørte den sidste flyttebil, og jeg fik meddelelsen, at alt var kommet sikkert ud. En time efter fik jeg den glædelige meddelelse fra bevaringschefen i Brede, at bortset fra lidt røg- og vandskade, havde alle genstande, bortset fra meget få, overlevet branden, ligesom arkiverne var intakte.

Derfor kunne jeg inden for en halv time lægge historien i seng med et opkald til vagthavende på Ritzau og et opkald til TV2 Nyhederne, mens jeg selv gav det glade budskab direkte i TV Avisen klokken 18:30.

Krisen var overstået med krisehåndering i topklasse. Alle kunne ånde lettet op. Indtil næste dag.

En krise kommer sjældent alene

Allerede dagen efter indtraf næste krise. Politiken havde året forinden kørt en serie kritiske artikler om nedskæringer og afskedigelser blandt Nationalmuseets vagtpersonale. Jeg var forberedt på, at den historie kunne dukke op til overfladen igen.

Avisen ville køre en ”hvad sagde vi historie”. De hævdede, der var en sammenhæng mellem nedskæringerne og branden. Der var dog ingen sammenhæng. Jeg fik Politiken til at trække historien, mens vi fandt dokumentationen frem som påviste, at besparelserne ikke havde påvirket beredskabet på Frihedsmuseet. Politiken endte med at bringe en stadig kritisk, men modereret version af artiklen.

Få dage senere bekræftede politiet, at branden var påsat. Kulturen på TV2 News talte med en ledende efterforsker om de videobilleder, der fandtes af gerningsmanden. Politimanden omtalte kvaliteten af overvågningsbillederne som så ringe, at det var skammeligt.  Det blev Kulturen på News’ tophistorie i aftenens udsendelse: Nationalmuseets sikringsovervågning var forældet og direkte skammelig. Det var den alvorligste af de kriser, der fulgte efter branden.

Hverken politimanden eller journalisten var dog klar over, at de kameraer, de talte om, var sat op af den café, som lejede sig ind på Frihedsmuseet. Nationalmuseets overvågningskameraer fejlede intet. Som en anden politimand med bedre styr på sagerne udtrykte det: ”Hvis gerningsmanden var filmet af museets kameraer, havde vi fanget ham”.

Schilling PR & Kommunikation

Stillet over for fakta valgte TV2 News at trække historien og bringe et dementi samt trække sin citathistorie fra Ritzau.

Da daværende statsminister Helle Thorning Schmidt en uge efter branden stod foran ruinen af Frihedsmuseet og for rullende tv-kamera lovede et nyt frihedsmuseum, var krisens første fase vel overstået.

Forude ventede en månedlang følelsesladet politisk debat om det nye frihedsmuseums indhold og formål. Og der ventede en årelang proces med finansiering, projektering og byggeri, som krævede et helt andet beredskab og anderledes krisehåndtering.

Kontakt mig, hvis du vil vide mere om krisekommunikation.