Julefrokosten i en enkeltmandsvirksomhed

Den delvis sandfærdige historie om julefrokosten i en enkeltmandsvirksomhed

Nogen elsker den. Andre hader den. Men for enhver respektabel virksomhed er julefrokosten del af personaleplejen. Det gælder naturligvis også min egen enkeltmandsvirksomhed, hvor medarbejderne skal forkæles og rystes lidt sammen.

Som sagt, så gjort. Jeg sendte konen på miniferie og bænkede mig selv sammen med mig selv, mig selv og mig selv ved et festligt bord på mit hjemmekontor. Der var sild, tarteletter, lune deller, rødkål og risalamande.

På med nissehuen og ”SKÅL!”

Maden var lækker, og gæt hvem der fik mandelgaven? Det gjorde jeg. Det var en bog om motivation på arbejdspladsen.

Omkring bordet gik snakken fint med mig selv, men det forventes vel også af personalet i et kommunikationsbureau. Jeg lyttede interesseret til mig selv og delte ud af min store viden om alting, mens min new bizz manager og min vice president sørgede for adskillige muntre tilråb, og min SoMe-manager skrev festlige opdateringer på firmaets Facebook-side.

Som CEO holdt jeg talen til mine medarbejdere. Jeg roste mig selv og mig og mig for vores fælles indsats. Jeg talte om virksomhedens målsætninger næste år, og hvor god jeg er til at skabe og værdsætte de resultater, jeg skaber i fællesskab med mig selv.

Snart var den første flaske Linjeakvavit tømt, og jeg bad min key control manager hente en ny sammen med en ramme juleøl. Stemningen var rigtig god. Jeg forstod virkelig at konversere mig selv med sjove vittigheder, spas, gak og løjer.

Desværre røg den gode stemning, da virksomhedens indebrændte medarbejder grøn af misundelse øste sin galde ud over mig. “Hvorfor var jeg blevet månedens medarbejder hver måned siden virksomheds start? Var der slet ingen, som værdsatte hans kvalifikationer”, lød hans berusede bebrejdelser.

Straks løste jeg konflikten, som en god leder gør. Jeg lovede i alles påhør også at lade mig selv blive månedens medarbejder. Jeg vil ikke forfordele nogen i min virksomhed.

Men desværre stoppede det ikke der. Formanden for samarbejdsudvalget mente, at min virksomhed har en meget skæv kønsfordeling; der mangler i den grad kvindelige medarbejdere. Det var en alvorlig sag, mente han. Jeg forklarede, at det jo er svært i et enkeltmandsfirma med mandlig ejer. Men lige lidt hjalp det. Samarbejdsudvalget foreslog, at jeg hyrede en konsulent til at rette op på de strukturelle uligheder, der gennemsyrer virksomheden.

Og så var det, min CFO fik en genial idé. Jeg ku’ da bare kigge i konens garderobe, og vupti ville kønskvotienten være genoprettet. Som sagt så gjort. Mens jeg syngende og dansende klædte om, sendte min SoMe-manager det hele på Facebook Live og smed samtidig et par kvikke opdateringer på LinkedIn. Min divisionschef foreslog, at jeg gav et stripnummer, men jeg afslog. I mit firma ved vi, hvor grænsen går. Vi skal ikke have noget ’metoo’ hashtag på vores julefrokost.

Alle lo og klappede, og hurtigt var stemningen god igen. Tilfreds med mine evner som konfliktløser og stemningsskaber kastede jeg lange blikke efter sekretæren, mens jeg tænkte: “Nu skal der festes igennem!”

Da jeg vågnede næste morgen, opdagede jeg, at sekretæren lå ved siden af mig i sengen. Og jeg spurgte mig selv.” Hvad laver det møbel i min seng. En gedigen sekretær i mahogni, et arvestykke fra min oldemor, men hvad pokker laver det her? Og hvorfor er alle låger åbnet og papirerne spredt?”

Jeg så til min rædsel, at kontoret flød. Loftet lignede et kunstværk i karrysild og rødkål udført af Asger Jorn. I kopimaskinen fandt jeg utallige A3-kopier af noget, der lignede to tæt liggende, ferske skinkestege med svær. Og nogen havde havareret mit hæve-sænkebord i et frontalt sammenstød med serveren.

E-mailen var fuld at vrede mails fra forargede kunder, som ikke kunne komme igennem, fordi telefonsvareren var fyldt. Twitter-kontoen flød over med stop-dig-selv-tweets, og Facebook-siden var spærret.

Mit hoved værkede, men med hæs stemme fik jeg alligevel fremstammet til mig selv: “Åh pyt. Det her bortforklarer kommunikationsafdelingens krise-team som et indbrud, når fruen kommer hjem.”

PS Indlægget er en opdateret version af en historie, som jeg skrev for mere end 10 år siden på min daværende blog, Spin Bloggen. Den var der ingen, der læste. Men hvis du synes, du har læst det før, så er du nok en af de få læsere, som ramte min blog dengang. Og det er jeg dig taknemmelig for.

Og skulle du, trods mine manglende julefrokosttalenter, ønske min assistance til en kommunikationsopgave, er du velkommen til at kontakte mig

5 kommentarer til “Julefrokosten i en enkeltmandsvirksomhed

Skriv en kommentar